Stenbiderrogn: Denne lette og elegante delikatesse serveres som oftest med det klassiske tilbehør af blinis, creme fraiche og rødløg. Da rognene i sig selv er meget milde i smagen, skal den have en ikke alt for fed hvidvin som ledsager, fx en chablis, og skal det være lidt nørdet, så find en, der har gennemgået den malolaktiske gæring (spørg evt din vinhandler, om vinen har det). Det passer nemlig særlig godt til den syrnede creme fraiche. Skal det være nemt og ikke fra Chablis, så find en anden ikke for fed chardonnay, helst uden fad. Alternativt en pinot blanc eller auxerrois fra Alsace eller en muscadet fra Sèvre-et-Maine.